Der er to dokumentarfilm tilgængelige om American Folk legenden Woody Guthrie. Den først udgivet i 2005, hedder Woody Guthrie: Denne maskine dræber fascister . Den anden er en PBS dokumentarfilm fra den amerikanske Masters-serien, der blev udgivet i 2007 opfordrede American Masters: Woody Guthrie .

Begge film er temmelig ens, naturligvis deler samme emne, og den kronologiske metode, som de fortæller Woody historie. Hver film har en introduktion så til sidst skifter til en kronologisk fortælling om hans historie (w / periodiske bugtninger off topic). I 2005 doc adskiller Woody historie i kapitler, som desværre ikke gør meget for filmen. For det meste, de har også det samme interview fag (Pete Seeger, forskellige eksperter / biografer, og levende slægtninge, herunder hans datter Nora Guthrie), selv om den længste af de to film har en hel del flere interviews. 2005-versionen er den længste af de to kommer ud på 2 timer og 40 minutter og PBS doc er 90 minutter lang. De to film har højt profilerede fortællere, 2005 release features britiske Singer / Songwriter Billy Bragg, og PBS filmen prale af indtaling af skuespilleren Peter Coyote. I 2005-versionen Billy Bragg vises i filmen i en håndfuld af segmenter, som ærligt kommer fra en lidt stiv. De to film mesterligt gøre brug af Guthrie store katalog af indspillet materiale, herunder lydklip fra interviews og radio shows.

En af glæderne ved at se disse dokumentarfilm er du visuelt får den sammenhæng, hvori musikken blev lavet, og du får en historietime for de sange, der var om aktuelle begivenheder. Meget af musikken Woody skrev handlede om den amerikanske erfaring eller særlige begivenheder. Det er dejligt at have disse film til at gå os gennem disse stykker af historien, vi kan ikke huske eller være opmærksom på. Gode ​​eksempler på dette er hans sange "forliset af Reuben James" og "Dusty gammelt støv (så længe det har været godt at vide Yuh)", som handler om om en US Navy krigsskib , der sank i Anden Verdenskrig og den amerikanske Dust Bowl i begyndelsen til midten af ​​1930'erne, som begge er diskuteret i disse film.

Det var en stor overraskelse for mig at finde ud af, hvor meget jeg ikke vidste om Guthrie og disse film gjorde et fantastisk job på at udfylde disse huller. Denne overraskelse blev forstærket af det faktum, at jeg har læst Woody Guthrie selvbiografi Bound For Glory. Indrømmet bogen blev skrevet og udgivet (1943), før en stor luns af Guthrie s formative år, var det ikke gøre arbejdet. Lad mig gøre det klart, jeg aldrig fandt det at være kedeligt ... Jeg vidste bare ikke finde det at være særdeles informativ og siden ser disse film jeg finde ud af store dele af det blev pyntet eller usande. Woody havde en måde at portrættere sig selv som en uuddannet dreng fra landet, det var en del af hans charme, og jeg tror, ​​at selvbiografien følger denne linje.

Ud af de to film, jeg følte, at den amerikanske Masters version var langt den mest underholdende. Denne maskine dræber fascister har sine fordele og blandt dem er det er meget grundig og detaljeret. Desværre med, at det er bare alt for lang og ærligt, når man ser tilbage kom fra en lidt slasket og en smule ensformigt. Jeg vil sige, at den amerikanske Masters filmen er den helt rigtige mængde af detaljer, og den portrætterede oplysninger er også bedre organiseret.

Stay tuned på mit websted, som jeg vil være udstationering mere om mine studier af Guthrie, herunder et indlæg som vil komme ind i hans liv og musik i en lidt mere detaljeret. Hvis du er interesseret i at se de film, du kan finde dem begge som en del af Netflix biblioteket eller klik på billederne ovenfor, som de er knyttet til Amazonas produktsider. Andre foreslog materiale ville være spillefilm baseret på Guthrie selvbiografi Bound for Glory . Selv om jeg ikke har læst dem, du har også pick af to trykte biografier, der er blevet frigivet i de sidste 10 år, Ramblin 'Man: The Life og Times af Woody Guthrie af Studs Terkel og Ed Cray samt This Land blev gjort for dig og mig: Life og Songs of Woody Guthrie af Elizabeth Partridge.

Sikke en fantastisk film. Den Cohen Brothers på deres bedste efter min mening. Det er en uhyre klog genfortælling af Homers Iliade i stil med en 3 Stooges film sat i et alternativt univers i løbet af en periode meget gerne Depression / Dust Bowl æra Amerika. Men da dette ikke er en film blog, jeg sidespring og overgangen til at tale om en af ​​de film vigtigste redskaber i transport af beskueren ind i fortiden. Det er musik selvfølgelig.

Nu er der den oplagte - soundtracket er pretty damn good. Et faktum, der er indiskutabelt tydeligt ved sin kritisk og kommerciel succes, det er lidt poleret for min smag, men jeg virkelig grave ånden i projektet. Filmens musik er skrevet / produceret / udvalgt af T-Bone Burnett, der er bedst kendt for at producere en masse smukke vellykkede erfaringer med kunstnere fleste vil genkende, men det er også et folk revival fokuseret sanger / sangskriver, der har udgivet et par solo plader . T-Bone gjorde et fantastisk stykke arbejde at transportere os ind i fortiden, mens du stadig holder lyden frisk. Han gjorde dette ved re-optagelse en hel del folk klassikere af aktuelle kunstnere, du for eksempel har fået en kunstner som Chris Thomas King doing "Hard Time Killing Floor Blues", som oprindeligt blev skrevet og indspillet af Delta Blues Legend Skip James. Der er et par sange, der indgår i deres originale versioner på lydsporet, især Harry McClintock "Big Rock Candy Mountain" fra 1939.

Personligt, de mest imponerende og underholdende aspekter af filmen er, hvordan de sammenflette folklore og historie, der omgiver musik i filmen. Her er et par eksempler.

I filmen virkelige liv sanger / guitarist Chris Thomas King spiller en karakter ved navn Tommy Johnson, der er på flugt fra loven, og havde netop solgt sin sjæl til djævlen på ved en skillevej. Lyder det bekendt? .. Ja, det er bare den djævelsk dygtige Cohens arbejder i det gamle blues fabel om indbegrebet af Delta Blues guitaristen Robert Johnson i deres film.

Under en politisk begivenhed i filmen er der en musikalsk handling identificeret som Brightsiders, sang "Hold On The Sunny Side". Gruppen består af 2 kvinder og 1 mand og senere følgeskab af 3 piger til sangen "In The Highways". Begge melodier er sange fra Carter Family, som filmen er så åbenlyst gør hyldest.

Endelig vil jeg gerne påpege det interessante sammenlægningen, der udgør tegnet kender i filmen som Pappy O'Daniel. I filmen er han vært for en radio-show med titlen "Pappy O'Daniel s Mel Hour", der er en henvisning til en nyere radio-program kaldet Kong Biscuit Flower Hour. KBFH er baseret på den oprindelige gamle timey blues radioprogram kaldt Kong Biscuit Time, som startede i 1941 og fortsætter i dag på WFFA i Helena, Arkansas. I filmen karakter er guvernør i Mississippi, og viser sig at være løst baseret to forskellige virkelige liv radio personlighed / politikere: Texas guvernør Wilbert Lee "Pappy" O'Daniel og tidligere Louisiana Governer Jimmie Davis.

Udover soundtracket, der for dem, der er interesserede er en flok cash-in projekter, der kom kort tid efter filmen, og soundtrack blev sådan et hit. Blandt dem er en live koncert med de samme kunstnere, som kaldes ned fra bjerget . Der er også et par samlinger byder på uddrag fra kvindelige Bluegrass musikere kaldet O Søster! og et par billige import cd-samlinger, der udarbejder de sange i deres oprindelige inkarnationer.

Dagens træk er 2008 film dokumentarfilm af den hollandske instruktør David Kleijwegt om en af ​​mine foretrukne Minnesota bands - Lav. Dette 70 minutter dokument er en multimedie portræt af en unik amerikansk familie og band. Filmen fokuserer på de to centrale medlemmer af bandet, Alan Sparhawk og hans kone Mimi Parker. Gennem hele filmen, du bliver behandlet til interviews med både medlemmer (selv om det fokuserer på Sparhawk), sammen med snapshots af deres daglige liv (sammen med deres to børn), med rigelig tid til live-optrædener. Den lokalitet af filmen var hovedsagelig lav hjemby Duluth Minnesota, som jeg fandt en lille underlig overvejer jeg lige havde vacationed der en uge før visning af filmen.

Sparhawk er en mærkelig samtale emne, som han næppe nogensinde får øjenkontakt med instruktøren eller ser ind i kameraet, medmindre han synger. Det meste af hans tid bliver brugt ser ud i det fjerne tydeligvis fanget i, hvad der foregår inde i hans hoved. Filmen overraskende behandler de to hot-knappede spørgsmål (hvis der kan være sådan noget), der omgiver bandet, de er det faktum, at de to centrale medlemmer er troende mormoner, og Sparhawk følelsesmæssige sammenbrud i 2005. Filmen dækker de to spørgsmål fint og både Alan og Mimi besvare spørgsmål ærligt og modigt. Jeg stadig var tilbage lidt forvirret af nogle af Allans forklaringer om sit sammenbrud, da han var virkelig ude af stand til at svare klart - men jeg kan forestille mig, at oplevelsen ville være det mindste klart for ham.

I betragtning Jeg voksede op i Minnesota, og jeg har været en stor fan af Low siden slutningen af ​​1990'erne jeg kan være en lidt forudindtaget på denne film. Samlet Jeg troede, at filmen var en perfekt ledsager til deres musik, har de samme følelsesmæssige egenskaber af deres sange - køling tænksomme, minimale og nøgternt smukke. Så selvfølgelig hvis du er en fan af musikken denne film er et must see. Filmen kan være en lidt for rolig og langsom for de fleste musikelskere, så medmindre du er i det mindste en smule bekendt med deres musik jeg ville starte med nogle af deres tidlige udgivelser. Hvis du kan lide det, så vil du højst sandsynligt nyde filmen. Personligt Jeg drømmer om en verden, hvor alle er en Low fan, ville det være et meget bedre sted.

Der er også en anden Lav dokumentar derude kaldes lav i Europa , som blev udgivet på DVD i 2005.

DVD er også udstyret med 6-lydspor, der blev specielt taget under optagelserne til dokumentarfilmen som et særligt træk med titlen "At Home med Low". Se dem nedenfor ... (klik her, hvis du ikke kan se afspilningslisten)

Dette er den eneste dokumentarfilm at jeg kunne finde på The Carter Family. Produceret som en del af American Experience serien på PBS i 2005, er det en 1 times ligetil kronologisk dokument af historien om den oprindelige Carter Family fortælles af skuespilleren Robert Duvall. Filmen læner sig stærkt på interviews med forfattere, familiemedlemmer og andre kendte musikere (bl.a. Gillian Welch, Marty Stuart, Joan Baez, og Rodney Crowell.) Du vil også se arkivmateriale og fotos krydret med "Ken Burns Style" pan og zoom teknik. Filmen også kaster i filmet reenactment, som heldigvis er gjort smagfuldt og er næppe mærkbar. Bestemt en god introduktion til Country Music første familie.

Jeg tog en flok af stor klumper af musik viden ... her er et par godbidder til våde din appetit.

• Den "Original Carter Family" er lavet af AP Carter, hans kone Sara og AP svigerinde Maybelle (senere vil omfatte nogle af Maybelle døtre). Filmen dækker ikke den anden inkarnation af Carter Family som bød på netop Maybelle og hendes døtre.
• Sara og AP gift i 1915, men ikke starte optagelsen, indtil de blev opdaget af en Victor Records repræsentant ved navn Ralph Peer i 1927.
• Da AP opdagede han kunne tjene penge optagelse og copywriting sange begyndte at rejse fra dør til dør over hele landet syd indsamle folks sange, og derefter igen arrangeret dem. Ikke nødvendigt den mest ærlige måde at tjene til føden, når man ser på det, men jeg tror, ​​hvis han ikke havde gjort det, ville en masse af Amerikas tidlige folkemusik tabt.
• Den Carter Family registreres og udføres ca 1927 til 1943 og blev almindeligt kendt og populær over hele USA. Deres offentlige image var en solid sund familie, når de i virkeligheden Sara og AP havde haft ægteskabelige problemer lige siden midten af ​​tyverne. I 1936 unbeknownst til deres fans, de skilt, men fortsatte med at spille sammen. I 1943 Sara søgte om skilsmisse, som også deles af den oprindelige lineup.

Gå til American Experience - Carter Family hjemmeside for at se info om filmen og drage fordel af web ekstramateriale.

Her er et par numre fra The Carter Family til din lytteglæde (hvis du ikke kan se den integrerede afspilningslisten, følg dette link .)